Mød vore nye volontører

I efteråret 2019 udsendte Kirke til Kirke to nye volontører.

Det er tvillingesøstrene Anna og Maria Bech Damsgaard fra Snejbjerg.
Volontørerne vil være til rådighed for besøg i perioden januar – februar – marts 2020
Se kontaktoplysninger her!

Anna Bech Damsgaard
Jeg er 19 år, bosat i Snejbjerg og lige blevet student fra Herning Gymnasium i sommers.

Jeg er tidligere medlem af KFUM-spejderne samt gymnastikinstruktør for flere forskellige hold – for børn i alle aldersgrupper såvel som for børn med særlige behov. På nuværende tidspunkt arbejder jeg som medhjælper i en vuggestue og derudover som aflaster for et barn med nedsat funktionsevne gennem Herning Kommune.
Efter at have færdiggjort og afsluttet studentereksamenen ønskede jeg naturligt, at det var på tide at lægge skolebøgerne på hylden for en stund for så at prøve noget nyt, hvorfor jeg har valgt at kaste mig ud i et sabbatår og involvere mig i volontørarbejdet.
Jeg synes, at projektet ”Kirke til Kirke” og samarbejdet med Mission Afrika i Cameroun lyder som en unik mulighed for at komme ud at rejse, opleve verden på ny, forsøge at gøre en forskel og være noget for andre mennesker.
Jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med en ny og anderledes kultur, at opnå en særlig relation til de mennesker, jeg møder på min vej, og ikke mindst at dele min tro med andre.

Maria Bech Damsgaard
Jeg er 19 år, kommer fra Snejbjerg og er for nylig blevet studine fra HTX i Herning.
Jeg har gennem min opvækst været engageret hos både KFUM-spejderne, i den lokale gymnastikforening, i den lokale håndboldklub og de sidste to år som projektleder i en læringscafe for Red Barnet Ungdom.

Herudover har jeg solgt billetter og serveret popcorn i Nordisk Film Biografer Herning samt arbejdet med ældre på plejehjemmet Rosenlund Centret i Snejbjerg.
Efter 13 år på skolebænken har jeg stor lyst til at udvide min horisont, se mere af verden, opleve andre kulturer og møde nye mennesker igennem volontørarbejdet hos Kirke til Kirke og Mission Afrika i Cameroun i mit sabbatår.
Jeg glæder mig til mødet med den afrikanske kirke, som forhåbentlig vil inspirere og styrke mig i min tro.

Følg Anna og Maria på deres blog:
https://annaogmariaicameroun.wordpress.com/

Kalender

24nov kl. 16:30

Forbønsgudstjeneste

Stiftsudvalget for Økumeni, Mission og Religionsmøde afholder Forbønsgudstjeneste i …

24nov kl. 16:30

Deltagende missionsselskaber:

Klik på missionsselskabets logo og få mere information